Kapitel 1 Formål m.v.
Kapitel 2 Administration af det europæiske og nordiske miljømærke
Kapitel 3 Miljømærkning Danmark
Kapitel 4 Miljømærkenævnet.
Kapitel 5 Fastsættelse, opkrævning og administration af gebyrer for det europæiske og det nordiske miljømærke
Kapitel 6 Markedsføring af miljømærker og af svanemærkede produkter.
Kapitel 7 Klageadgang
Kapitel 8 Straf
Kapitel 9 Ikrafttræden
Bekendtgørelse om det europæiske og det nordiske miljømærke1)
I medfør af § 8, § 8 a, § 8 b, § 67, § 88, stk. 3, § 89 a, stk. 1-3, og § 110, stk. 3 og 4, i lov om miljøbeskyttelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 1757 af 22. december 2006, som ændret ved lov nr. 1336 af 19. december 2008 og lov nr. 251 af 31. marts 2009 og lov nr. 513 af 12. juni 2009, samt § 1, stk. 2, i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1365 af 7. december 2007 og efter forhandling med justitsministeren fastsættes:
Kapitel 1
Formål m.v.
§ 1. Formålet med miljømærkning af produkter er at fremme udvikling, afsætning og anvendelse af produkter, som er mindre miljøbelastende end andre lignende produkter.
Stk. 2. Det europæiske miljømærke ”Blomsten” og det nordiske miljømærke ”Svanen” er frivillige ordninger om miljømærkning af produkter. Ved produkter forstås både varer og tjenesteydelser.
Kapitel 2
Administration af det europæiske og nordiske miljømærke
§ 2. Administration af miljømærkeordningerne bliver varetaget af Miljømærkning Danmark og af et miljømærkenævn.
Stk. 2. Ordningerne administreres på grundlag af de til enhver tid gældende europæiske og nordiske regler for ordningerne1)samt regler fastsat i denne bekendtgørelse eller gebyrer og betalingsbetingelser fastsat i henhold til § 10.
Stk. 3. Kommissionsbeslutninger om det europæiske miljømærke træder i kraft i Danmark ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori den er kommet på Miljømærkning Danmarks hjemmeside, www.ecolabel.dk. Hver kundgørelse på hjemmesiden www.ecolabel.dk skal indeholde oplysning om, hvilken dag offentliggørelsen er sket.
Stk. 4. Nordisk Miljømærkenævns regler om det nordiske miljømærke og herunder kriterier for tildeling for det nordiske miljømærke kan foreligge på både dansk, svensk og norsk. En regel træder i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori reglen er kundgjort på Miljømærkning Danmarks hjemmeside, www.ecolabel.dk. Kundgørelsen skal indeholde oplysning om, hvilken dag den er sket.
§ 3. Miljømærkning Danmark og Miljøstyrelsen er de ansvarlige organer i Danmark i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-miljømærket.
Stk. 2. Miljømærkning Danmark er ansvarlig for udførelsen af opgaver i forbindelse med tildeling af EU-miljømærket og for kontrol med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om EU-miljømærket .
Stk. 3. Miljømærkning Danmark er ansvarligt organ i henhold til pkt. 2.2 i Nordisk Ministerråds beslutning om mål og principper for nordisk miljømærkning af 19. juni 2001 og de til enhver tid gældende regler for den nordiske miljømærkning vedtaget af det Nordiske Miljømærkenævn.
§ 4. Forvaltningsloven finder anvendelse på sager, hvor der er eller vil blive truffet afgørelse af Miljømærkning Danmark.
Kapitel 3
Miljømærkning Danmark
§ 5. Miljøstyrelsen indgår en resultatkontrakt med Dansk Standard om drift af Miljømærkning Danmark, som et særskilt aktivitetsområde i Dansk Standard.
Stk. 2. Miljøstyrelsen indgår årligt en aftale med Dansk Standard om den økonomiske ramme for det kommende finansår på basis af et forslag til budget udarbejdet af Dansk Standard.
Stk. 3. Miljøstyrelsen fastsætter krav til regnskabsaflæggelsen, herunder tidsfrister herfor.
Stk. 4. Dansk Standard afholder mindst et årligt møde med Miljømærkenævnet om miljømærkeordningernes fremdrift.
Stk. 5. Dansk Standard kan med henblik på opfyldelse af resultatkontrakten nedsætte et rådgivende udvalg på op til 8 personer, der er uafhængige af myndigheder og særinteresser og udpeget på baggrund af deres kompetencer indenfor forretning, økonomi, ledelse, kommunikation og marketing, miljø og forbrug samt andre områder, der måtte være relevante. Miljøministeren kan udpege et medlem af udvalget. Udvalget udarbejder selv sin forretningsorden.
§ 6. Miljømærkning Danmark har til opgave, at
1) fungere som sekretariat for Miljømærkenævnet og gennemføre nævnets beslutninger, dog ikke i sager efter § 9, nr. 6, hvor Miljøstyrelsen fungerer som sekretariat,
2) bistå Miljømærkenævnet ved forhandling og vedtagelse af kriterier for tildeling af det nordiske miljømærke,
3) forestå arbejdet med udvikling og revision af kriterier for produktgrupper i nordisk regi,
4) bistå Miljøstyrelsen ved udarbejdelse af arbejdsplaner for Det europæiske Miljømærkenævn og ved arbejdsplanernes udmøntning,
5) bistå Miljøstyrelsen ved udarbejdelse af forslag til nye eller reviderede kriteriesæt for produktgrupper indenfor det europæiske miljømærke,
6) foranstalte høring af interessenter og uafhængige eksperter som led i kriterieudviklingen,
7) forestå den daglige drift med behandling af ansøgninger og tildeling af licenser til det europæiske og det nordiske miljømærke, registrering af importører af produkter tildelt det nordiske miljømærke, opkrævning af gebyrer m.v.,
8) kontrollere licens- eller registreringshavers opfyldelse af de gældende kriterier og anvendelsesbetingelser, herunder inddragelse af licens eller registrering til anvendelse af det europæiske og det nordiske miljømærke,
9) overvåge og reagere overfor ulovlig anvendelse af det europæiske og det nordiske miljømærke,
10) markedsføre det europæiske og det nordiske miljømærke samt forestå kampagner og andre kommunikationsaktiviteter,
11) sørge for at de til enhver tid gældende regler for det europæiske og nordiske miljømærke samt gebyrsatser altid er tilgængelige på Miljømærkning Danmarks hjemmeside www.ecolabel.dk.
Kapitel 4
Miljømærkenævnet.
§ 7. Miljøministeren nedsætter et miljømærkenævn.
Stk. 2. Miljømærkenævnets formål er at fremme udbredelsen af det europæiske og nordiske miljømærke. Miljømærkenævnet skal medvirke til at sikre kendskabet til det europæiske og nordiske miljømærke hos producenter, importører, detailhandel mv., samt professionelle indkøbere og private forbrugere. Miljømærkenævnet skal arbejde for, at miljømærkeordningerne udvikles på et fagligt, teknisk og miljømæssigt højt niveau i overensstemmelse med eksisterende og ny miljøviden samt at omsætningen af miljømærkede produkter øges.
§ 8. Miljømærkenævnet består af en formand og op til 10 medlemmer samt eventuelt en næstformand, jf. stk. 5. Formand, og medlemmer udpeges af miljøministeren, der ligeledes udpeger suppleanter for samtlige medlemmer. Nævnet søges sammensat således, at det har et alsidigt kendskab til erhvervsforhold, kommunikation og marketing, teknologi, miljø, arbejdsmiljø, forbrugeroplysning og offentlige indkøb. Det tilstræbes, at såvel handel og industri som miljø- og forbrugerinteresser er ligeligt repræsenteret i nævnet. Følgende organisationer og myndigheder indstiller således:
1) Dansk Industri indstiller 1 medlem og 1 suppleant,
2) Dansk Erhverv indstiller 1 medlem og 1 suppleant,
3) Danmarks Naturfredningsforening indstiller 1 medlem og 1 suppleant,
4) Forbrugerrådet indstiller 1 medlem og 1 suppleant,
5) Landsorganisationen i Danmark indstiller 1 medlem og 1 suppleant,
6) Statens og Kommunernes Indkøbs Service A/S indstiller 1 medlem og 1 suppleant,
7) Økonomi- og erhvervsministeriet indstiller 1 medlem og 1 suppleant,
8) Klima - og Energiministeriet indstiller 1 medlem og 1 suppleant,
9) Miljøministeriet indstiller 1 medlem og 1 suppleant.
Stk. 2. Ministeren udpeger en detailhandelskæde med en aktiv miljømærkepolitik til at indstille 1 medlem og 1 suppleant.
Stk. 3. Beskæftigelsesministeriet deltager med en repræsentant uden stemmeret i nævnets møder.
Stk. 4. Miljøministeren kan udpege op til i alt 4 organisationer til at deltage i nævnets arbejde uden stemmeret efter indstilling fra nævnet.
Stk. 5. Miljøministeren kan 1 år efter udnævnelsen af formanden udnævne en næstformand efter indstilling fra nævnet.
Stk. 6. Formanden skal være uafhængig af myndigheder og brancheorganisationer.
Stk. 7. Nævnets formand, næstformand og medlemmer udpeget efter stk. 2 og 5, udpeges for en 3-årig periode. Genudpegning kan finde sted.
Stk. 8. Miljøministeren kan dispensere fra ovenstående regler.
§ 9. Miljømærkenævnets opgave er, at
1) fastlægge nævnets mandat for forhandling af kriterier og retningslinier for det nordiske miljømærke,
2) forhandle om det nordiske miljømærke efter nævnets mandat på Danmarks vegne ved formanden eller en suppleant herfor,
3) vurdere kriteriesæt og rådgive Miljøstyrelsen om forhandlingsmandat for det europæiske miljømærke,
4) fremme koordinationen mellem det europæiske og det nordiske miljømærke,
5) rådgive Miljømærkning Danmark og Dansk Standard i principielle spørgsmål vedrørende administration af miljømærkeordningerne f.eks. prioritering af produktgrupper, kommunikation og marketing, kontrolstrategi m.v.,
6) behandle og træffe endelig afgørelse i klager over Miljømærkning Danmarks afgørelser,
7) behandle og afgive indstilling til Miljømærkning Danmark vedrørende fastsættelse af gebyrer og udkast til en årlig handlingsplan for miljømærkearbejdet.
Kapitel 5
Fastsættelse, opkrævning og administration af gebyrer for det europæiske og det nordiske miljømærke
§ 10. Inden for rammerne af de regler, der er nævnt i § 2, stk. 2, og efter høring af Miljømærkenævnet fastsætter Miljømærkning Danmark størrelsen på et gebyr samt betingelserne for betaling heraf i forbindelse med ansøgning om og anvendelse af det europæiske og det nordiske miljømærke. Miljømærkning Danmark kan herunder fastsætte et gebyr for behandling af en anmodning om udvidelser eller ændringer i en opnået licens.
Stk. 2. Forhøjelser og indførelse af gebyrer i henhold til stk. 1, skal godkendes af miljøministeren inden disse kan sættes i kraft.
Stk. 3. Miljømærkning Danmark kan fastsætte renter i forbindelse med for sen betaling af anvendelsesgebyr efter reglerne i miljøbeskyttelseslovens § 88, stk. 3, samt fastsætte et særskilt gebyr for erindringsskrivelser om manglende fremsendelse af årsopgørelse og om betaling af gebyr.
Stk. 4. Miljømærkning Danmark kan yde konkrete rabatter på gebyr fastsat efter stk. 1 og 2, inden for rammerne af de regler, der er nævnt i § 2.
Stk. 5. Gebyrsatser og betalingsbetingelser skal kundgøres ved en offentliggørelse på Miljømærkning Danmarks hjemmeside www.ecolabel.dk og træder i kraft ved begyndelsen af det døgn, der følger efter det døgn, hvori gebyrsatsen blev kundgjort på Miljømærkning Danmarks hjemmeside www.ecolabel.dk. Hver kundgørelse på hjemmesiden www.ecolabel.dk skal indeholde oplysning om, hvilken dag kundgørelsen er sket.
Stk. 6. For eksisterende licenshavere træder højere satser for anvendelsesgebyrer og nye betalingsbetingelser først i kraft 3 måneder efter ikrafttrædelsesdatoen i henhold til stk. 5.
§ 11. Miljømærkning Danmark opkræver gebyrer fastsat i henhold til § 10.
Stk. 2. Gebyrprovenuet anvendes i overensstemmelse med miljøbeskyttelseslovens § 8, stk. 4, som uddybet i den til enhver tid gældende resultatkontrakt mellem Miljøstyrelsen og Dansk Standard.
Kapitel 6
Markedsføring af miljømærker og af svanemærkede produkter.
§ 12. Brug af et mærke eller logo, der kan føre til forveksling med det nordiske miljømærke er ikke tilladt.
Stk. 2. Ukorrekt eller på anden måde vildledende markedsføring af det nordiske miljømærke eller af svanemærkede produkter er ikke tilladt, såfremt dette er egnet til mærkbart at forvride forbrugernes eller andre erhvervsdrivendes økonomiske adfærd på markedet, jf. herved markedsføringslovens § 3.
Stk. 3. Henvisning til det nordiske miljømærke eller brug af mærket i reklamer m.v. må kun ske i forbindelse med et bestemt produkt, og kun såfremt der er opnået licens til mærket eller der er sket en registrering af en licens og denne licens eller registrering ikke er udløbet, ophørt eller inddraget.
Stk. 4. Miljøstyrelsen fører tilsyn med Miljømærkning Danmarks markedsføring af det europæiske og det nordiske miljømærke.
Kapitel 7
Klageadgang
§ 13. Miljømærkning Danmarks afgørelser efter denne bekendtgørelse og efter de europæiske og nordiske regler kan indbringes for Miljømærkenævnet af afgørelsens adressat.
Stk. 2. Klage indgives skriftligt til Miljømærkning Danmark inden 4 uger fra meddelelsen af afgørelsen. Miljømærkning Danmark sender umiddelbart efter klagefristens udløb klagen til Miljømærkenævnet ledsaget af den påklagede afgørelse og det materiale, der er indgået i sagens bedømmelse.
§ 14. Afgørelser truffet af Miljømærkenævnet kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed.
Kapitel 8
Straf
§ 15. Medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der
1) gør brug af et mærke, der kan føre til forveksling med det nordiske miljømærke,
2) gør brug af ukorrekt eller på anden måde vildledende markedsføring af det nordiske miljømærke, jf. § 12, stk. 2,
3) anvender eller henviser til det nordiske miljømærke uden at have en miljømærkelicens til produktet eller selvom miljømærkelicensen til produktet ikke er registeret i Danmark, jf. pkt. 3 og 5 modsætningsvis i Nordisk Miljømærkenævns regler af 12. december 2001 for nordisk miljømærkning af produkter.
Stk. 2. Der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.
Kapitel 9
Ikrafttræden
§ 16. Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. maj 2010.
Stk. 2. Den 1. maj 2010 ophæves bekendtgørelse nr. 274 af 18. april 2008 om det europæiske og det nordiske miljømærke.
§ 17. Afgørelser, herunder afgørelser om tildelte licenser eller registreringer, der er truffet i henhold til bekendtgørelse nr. 274 af 18. april 2008 om det europæiske og det nordiske miljømærke, samt standardkontrakter, der er indgået inden den 1. maj 2010 bevarer deres gyldighed. Overtrædelser af sådanne afgørelser straffes efter de hidtil gældende regler.
Stk. 2. Verserende klagesager om miljømærker, som var indgivet for Miljømærkenævnet inden denne bekendtgørelses ikrafttræden færdigbehandles efter hidtil gældende regler.
Stk. 3. Gebyrer i henhold til kap. 5 i bekendtgørelse nr. 274 af 18. april 2008 bevarer deres gyldighed indtil, der træder nye gebyrer i kraft i henhold til § 10, stk. 6, i denne bekendtgørelse.
Miljøministeriet, den 23. april 2010
Karen Ellemann
/ Anne-Marie Rasmussen
1) Bekendtgørelsen indeholder bestemmelser der supplerer dele af Europa-Parlamentets og Rådets forordning Nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket, EU-Tidende 31.1.2010 nr. L 27, side 1.