Dokument vedrører
Uddrag af bekendtgørelse af lov om næringsbrev til visse fødevarevirksomheder
Register over væsentlige overtrædelser af forskellige love m.m.
§ 7. Erhvervsstyrelsen fører et elektronisk register over væsentlige overtrædelser af lovgivningen vedrørende skat og afgifter, pant på emballage, fødevarer, arbejdsmiljøforhold og drift af restaurationsvirksomhed omfattet af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v., som en næringsbrevindehaver er straffet for, jf. dog § 8. Registeret er ikke offentligt tilgængeligt.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, hvilke former for overtrædelser af den omhandlede lovgivning der må anses som væsentlige, for så vidt angår erhvervsvirksomhed omfattet af § 1, stk. 1.
Stk. 3. Erhvervsstyrelsen fører et register over personer og selskaber m.v. (juridiske personer), der er frakendt retten efter § 11, stk. 1 eller 2, eller som har fået næringsbrevet inddraget i henhold til § 11 a. Registeret er ikke offentligt tilgængeligt.
§ 7 a. (Udelades.)
Undtagne virksomheder
§ 8. Virksomheder, der opfylder følgende kriterier, er undtaget fra indberetning til det i § 7 omhandlede register:
1) Virksomheden skal inden for det seneste år have aflagt årsrapport i henhold til årsregnskabsloven, som skal være revideret af en godkendt revisor,
2) virksomheden må ikke inden for det seneste år i forbindelse med virksomhed, som er omfattet af § 1, stk. 1, være straffet for væsentlig overtrædelse af skatte- eller afgiftslovgivningen eller væsentlig overtrædelse af pantlovgivningen, og
3) virksomheden må ikke inden for det seneste år i forbindelse med virksomhed, som er omfattet af § 1, stk. 1, være straffet for mere end én væsentlig overtrædelse af fødevarelovgivningen, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. En virksomhed med flere tilsynsenheder kan inden for det seneste år være straffet gennemsnitligt én gang pr. tilsynsenhed og stadig opfylde kriteriet i stk. 1, nr. 3. Virksomheden opfylder dog ikke kriteriet, hvis mere end tre af overtrædelserne, som virksomheden er straffet for inden for det seneste år, relaterer sig til samme tilsynsenhed.
Stk. 3. Erklæring, der bekræfter, at kriterierne i stk. 1 er opfyldt, skal afgives af en godkendt revisor eller en advokat én gang årligt til Erhvervsstyrelsen. Styrelsen kan fastsætte nærmere regler om erklæringens indhold og form, herunder frister for indsendelse.
§§ 9-10. (udelades.)
Frakendelse af næringsbrev
§ 11. Retten til at udøve virksomhed i henhold til § 1, stk. 1, kan frakendes en person eller et selskab m.v. (juridiske personer) ved dom for strafbart forhold, hvis den tiltalte gentagne gange eller under i øvrigt skærpende omstændigheder væsentligt har overtrådt lovgivningen vedrørende skat og afgifter, pant på emballage, fødevarer, arbejdsmiljøforhold eller drift af restaurationsvirksomhed omfattet af lov om restaurationsvirksomhed og alkoholbevilling m.v. Frakendelsen kan begrænses til at vedrøre et enkelt forretningssted eller en enkel forretningsenhed og til enten at omfatte detailsalg af fødevarer, herunder catering og salg af fødevarer til nydelse på eller ved stedet, eller fødevareengrosvirksomhed.
Stk. 2. Efter samme regel kan der ske frakendelse af retten til at være stifter af, direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab, en forening, som kræver særlig offentlig godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed omfattet af denne lov.
Stk. 3. Frakendelse sker på tid fra 1-5 år regnet fra endelig dom.
Stk. 4. Retten kan under behandlingen af de i stk. 1 og 2 nævnte sager ved kendelse udelukke personen eller selskabet fra at udøve virksomheden, indtil sagen er endeligt afgjort. Det kan ved dommen i sagen bestemmes, at anke ikke har opsættende virkning.
§ 11 a. Hvis det skønnes at indebære en overhængende risiko for fødevaresikkerheden at lade næringsbrevsindehaveren fortsætte sin virksomhed, skal direktionen for Fødevarestyrelsen træffe afgørelse om midlertidig inddragelse af næringsbrevet, indtil retten har truffet afgørelse efter § 11. Tilsvarende gælder, hvis næringsbrevsindehaveren groft eller gentagne gange væsentligt har overtrådt lovgivningen om fødevarer på en sådan måde, at der er en overhængende risiko for, at virksomheden fortsat ikke vil blive drevet i overensstemmelse med reglerne i denne lovgivning.
Stk. 2. Efter reglen i stk. 1 kan en person midlertidigt udelukkes fra at være stifter af eller direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab med begrænset ansvar, et selskab, en forening, som kræver særlig offentlig godkendelse, eller en fond, der driver virksomhed efter denne lov.
Stk. 3. En afgørelse efter stk. 1 eller 2 kan forlanges indbragt for domstolene. Anmodning herom skal af den, afgørelsen vedrører, fremsættes over for Fødevarestyrelsen inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Afgørelsen skal indeholde oplysning om adgangen til domstolsprøvelse og om fristen herfor. Fødevarestyrelsen anlægger sag mod den pågældende i den borgerlige retsplejes former. Det tidsrum, hvori næringsbrevet har været inddraget, eller hvori den pågældende har været udelukket fra at være stifter af eller direktør for eller medlem af bestyrelsen i et selskab, fradrages i den frakendelsestid, der fastsættes efter § 11.
Stk. 4. Anmodning om sagsanlæg vedrørende afgørelserne i stk. 1 og 2 har ikke opsættende virkning, medmindre myndigheden eller retten bestemmer dette.