Dokument vedrører

Uddrag af bekendtgørelse af lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel

Kapitel 3

Stærkstrømsbekendtgørelsen

§ 6. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter bestemmelser om

1) lovens administration,

2) tilsyn og kontrol med stærkstrømsanlæg og elmateriel,

3) prøvning og certificering af elmateriel.

§ 7. Økonomi- og erhvervsministeren fastsætter i en stærkstrømsbekendtgørelse bestemmelser om elsikkerhed for

1) udførelse og drift af stærkstrømsanlæg, herunder produktion, transmission og distribution af elektricitet,

2) elinstallationer og elmateriel,

3) udførelse og drift af andre anlæg i nærheden af eller i forbindelse med stærkstrømsanlæg.

Stk. 2. Hvor forholdene taler derfor, kan Sikkerhedsstyrelsen dispensere fra bestemmelserne i stærkstrømsbekendtgørelsen.

Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan i tilfælde, hvor forholdene gør det nødvendigt, stille særlige sikkerhedskrav, som afviger fra eller går ud over, hvad der er bestemt i stærkstrømsbekendtgørelsen, eller stille krav om særlig mærkning eller særlig vejledning vedrørende stærkstrømsanlæg og elmateriel.

Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan undtage visse grupper af stærkstrømsanlæg og elmateriel fra stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser.

§ 8. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Sikkerhedsstyrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.

Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

§ 8 a. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at Sikkerhedsstyrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.

§ 8 b. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra elforsyningsvirksomheder eller bemyndigede i medfør af § 21, stk. 1 og 2, om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt. § 8, stk. 2 og 3, og § 8 a finder tilsvarende anvendelse.«

§ 9. I stærkstrømsbekendtgørelsen fastsættes endvidere bestemmelser med henblik på gennemførelse af EF-regler om elmateriel.

Kapitel 4

Kontrol og tilsyn

§ 10. Sikkerhedsstyrelsen varetager kontrol og tilsyn med stærkstrømsanlæg og elmateriel for at sikre opfyldelsen af stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser.

Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan give påbud til elforsyningsvirksomheder om at foretage tilsyn med stærkstrømsanlæg. Omkostninger forbundet med tilsyn refunderes efter fastlagte takster. Sikkerhedsstyrelsen kan fastsætte regler for gennemførelse af tilsynet, herunder for betalingen heraf.

§ 11. Sikkerhedsstyrelsen kan give påbud til en ejer eller en bruger af et stærkstrømsanlæg om på egen bekostning at lade foretage eftersyn af anlægget og kan herunder fastsætte en frist for udbedring af fejl eller mangler ved anlægget.

Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan nedlægge forbud mod brugen af et stærkstrømsanlæg, der ikke opfylder stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser. Sikkerhedsstyrelsen kan lade elforsyningen til den pågældende installation afbryde eller give påbud til vedkommende elforsyningsvirksomhed om at foretage afbrydelse, såfremt styrelsen finder det nødvendigt for at sikre overholdelsen af forbuddet.

§ 12. Økonomi- og erhvervsministeren kan til brug for gennemførelse af kontrollen med elmateriel fastsætte bestemmelser om oplysning, når elmateriellet markedsføres, udleveres eller installeres.

Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen kan nedlægge forbud mod salg, udlevering, installation eller brug af elmateriel, der ikke opfylder stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser. Hvis udlevering eller salg af materiellet er påbegyndt, kan Sikkerhedsstyrelsen om fornødent forlange forbuddet offentliggjort.

Stk. 3. Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde forhandlere af elmateriel at tilbagetage materiel omfattet af forbud efter stk. 2 samt at tilbagekalde sådant materiel.

Stk. 4. Sikkerhedsstyrelsen kan afkræve forhandlere, producenter og importører af elmateriel de oplysninger, der er nødvendige for at konstatere, om materiellet på tidspunktet for salg, udlevering eller installation er i overensstemmelse med stærkstrømsbekendtgørelsens bestemmelser eller andre bestemmelser.

Stk. 5. Sikkerhedsstyrelsen kan offentliggøre forbud og påbud, som er nedlagt efter reglerne i dette kapitel. Styrelsen kan endvidere offentliggøre meddelelser fra Europa-Kommissionen om ulovligt materiel og indgreb herimod i andre lande.

§ 13. Ejere og brugere af stærkstrømsanlæg samt fabrikanter og forhandlere af elmateriel skal meddele alle oplysninger, som Sikkerhedsstyrelsen anser for nødvendige for udøvelsen af de tilsynsopgaver, der er omfattet af loven.

Stk. 2. Sikkerhedsstyrelsen eller den, styrelsen bemyndiger dertil, har mod forevisning af behørig legitimation og uden retskendelse til enhver tid adgang til alle stærkstrømsanlæg samt alle lokaliteter, hvor der fremstilles, forhandles, oplagres eller benyttes elmateriel.

§ 14. Økonomi- og erhvervsministeren kan fastsætte regler om betaling af omkostninger forbundet med tilsyn og kontrol efter §§ 11-13.

§§ 15-20. (Udelades.)

Kapitel 8

Forskellige bestemmelser

§ 21. Sikkerhedsstyrelsen kan bemyndige statslige og kommunale myndigheder eller efter anmodning bemyndige private foretagender og elforsyningsvirksomheder til at

1) udføre de i kapitel 4 nævnte tilsyns- og kontrolopgaver,

2) bistå styrelsen med gennemførelse af tilsyn og undersøgelse af stærkstrømsanlæg og

3) give rådgivning og information om elsikkerhedsmæssige spørgsmål til elinstallatører og andre elfagfolk.

Stk. 2. 2 Sikkerhedsstyrelsen kan bemyndige de i stk. 2 nævnte myndigheder, foretagender og elforsyningsvirksomheder til at udstede påbud eller forbud.

§ 22. Myndigheder, private foretagender, elforsyningsvirksomheder og personer, der varetager opgaver efter reglerne i kapitlerne 3 og 4 og efter § 21, samt enhver, der yder bistand hertil, har tavshedspligt efter reglerne i straffelovens §§ 152-152 f.

Stk. 2. Ingen, der varetager opgaver efter kapitel 4, må oplyse ejeren eller brugeren af en elinstallation om, hvorvidt et tilsynsbesøg sker som følge af en klage. Tilsvarende gælder i forbindelse med kontrol hos forhandlere eller producenter af elmateriel samt ved tilsyn på elforsyningsanlæg.

Officielle noter

2 § 21 i lov om elektriske stærkstrømsanlæg og elektrisk materiel blev ved lov nr. 458 af 10. juni 2003 ændret, hvorved § 21, stk. 1, ophævedes, og § 21, stk. 2 og 3, blev § 21, stk. 1 og 2. Henvisningen i den således ændrede lovs § 21, stk. 2, til stk. 2, skulle som konsekvens heraf have været ændret til stk. 1.