Inddragelse af KL under ombudsmandens kompetence i medfør af ombudsmandslovens § 7, stk. 4
KL
Weidekampsgade 10
Postboks 3370
2300 København S
06-03-2014
Dok.nr. 14/00627-6/LPU
Inddragelse af KL under ombudsmandens kompetence i medfør af ombudsmandslovens § 7, stk. 4
Den 11. december 2013 skrev jeg til KL, at den nye offentlighedslov (lov nr. 606 af 12. juni 2013) i § 3, stk. 1, nr. 3, som bekendt fastsætter, at lovens regler om aktindsigt og notatpligt også skal finde anvendelse på KL og Danske Regioner.
Jeg skrev videre, at jeg med henblik på at skabe overensstemmelse mellem ombudsmandens kompetence og anvendelsesområdet for offentlighedsloven overvejede at træffe beslutning om, at KL og Danske Regioner i samme omfang skal være omfattet af ombudsmandens virksomhed, jf. ombudsmandslovens § 7, stk. 4. Jeg bad KL om at udtale sig om spørgsmålet om inddragelse af KL under ombudsmandens kompetence, inden jeg traf beslutning.
KL har i en udtalelse af 20. januar 2014 anført bl.a. følgende:
”I den anledning skal KL oplyse, at KL vil tage ombudsmandens eventuelle beslutning om inddragelse af KL under ombudsmandens kompetence til efterretning, idet KL skal bemærke, at KL alene er omfattet af den nye offentlighedslovs aktindsigtsregler.
For en god ordens skyld bemærkes, at KL ikke er omfattet af forvaltningsloven, idet KL er oprettet på privatretligt grundlag og ikke træffer afgørelser over for borgerne.
Endelig skal KL bemærke, at det er afgørende for KL’s muligheder for at varetage kommunernes interesser og være kommunernes arbejdsgiverorganisation, at KL’s position i den forbindelse ikke svækkes på grund af sager om aktindsigt. ”
Hvis KL’s udtalelse skal forstås sådan, at KL ikke anser sig for omfattet af den nye offentlighedslovs regler om notatpligt, bemærker jeg, at KL efter den nye offentlighedslov vil skulle træffe afgørelser om aktindsigt, hvorfor spørgsmålet om notatpligt kan få betydning i disse sager. Se endvidere bemærkningerne til offentlighedslovens § 3, stk. 1, nr. 3, der udtrykkeligt anfører, at lovens regler om aktindsigt og notatpligt også finder anvendelse på KL og Danske Regioner.
Med henblik på at skabe overensstemmelse mellem ombudsmandens kompetence og anvendelsesområdet for offentlighedsloven har jeg i medfør af ombudsmandslovens § 7, stk. 4, besluttet, at KL skal være omfattet af ombudsmandens virksomhed i samme omfang, som KL er inddraget under offentlighedslovens regler.
Jeg har truffet en tilsvarende beslutning for så vidt angår Danske Regioner. Jeg vedlægger til orientering en kopi af mit brev til Danske Regioner.
Med venlig hilsen
Kopi til:
Danske Regioner