Afslag på anmodning om aktindsigt i ansættelsessag
|
Svar til journalist A, medie B
11-11-2017
Sag nr. 17/04845
|
Din klage over Forsvarsministeriets afslag på aktindsigt
|
Jeg har modtaget din henvendelse af 30. oktober 2017 med bilag.
Det fremgår, at du den 26. oktober 2017 anmodede Forsvarsministeriet om aktindsigt på følgende måde:
”Jeg vil gerne søge aktindsigt i al korrespondance – trykt, digitalt, telefonisk, mødeaktivitet – der har haft betydning for ansættelsen af (…), samt en dokumentoversigt.
Aktindsigten omfatter også en oversigt over forløbet for ansættelsen af (…), inkl. datoer for alle jobsamtaler, startende med datoen for stillingsopslaget blev opslået.
Desuden ønsker jeg oplyst:
– hvor mange ansøgninger, der var til stillingen,
– størrelsen på løn og pension samt andre økonomiske former for vederlag, der følger med,
– hvilke goder som eks. bolig mv., der følger med stillingen samt værdien af disse. ”
Ved en afgørelse af 26. oktober 2017 besvarede Forsvarsministeriet den del af din aktindsigtsanmodning, der vedrører lønforhold og goder.
I en afgørelse af 27. oktober 2017 afslog Forsvarsministeriet den øvrige del af din anmodning.
Du har ikke vedlagt afgørelsen af 26. oktober 2017, og jeg forstår det derfor sådan, at du kun klager over Forsvarsministeriets afgørelse af 27. oktober 2017.
Efter en gennemgang af din klage med bilag, herunder Forsvarsministeriets afgørelse af 27. oktober 2017, har jeg besluttet ikke at iværksætte en ombudsmandsundersøgelse i anledning af din klage.
Jeg henviser til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven (jf. lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013 om Folketingets Ombudsmand). Det fremgår af denne bestemmelse, at ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
Jeg har ved min beslutning lagt vægt på følgende:
Forsvarsministeriets afgørelse er truffet efter § 21, stk. 1, i offentlighedsloven (lov nr. 606 af 12. juni 2013), der har følgende ordlyd:
”§ 21. Retten til aktindsigt omfatter ikke sager om ansættelse eller forfremmelse i det offentliges tjeneste. ”
I bemærkningerne til bestemmelsen (jf. lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013) er bl.a. anført følgende:
”Bestemmelsen i stk. 1 har til formål bl.a. at sikre, at det offentlige i videst muligt omfang kan tiltrække kvalificerede ansøgere, da offentlighed om ansættelses- og forfremmelsessager vil kunne afholde kvalificerede ansøgere fra at søge en stilling, ligesom bestemmelsen tager sigte på at beskytte ansøgere mod offentliggørelse af oplysninger om deres private forhold.
Bestemmelsen omfatter alle former for ansættelse i den offentlige forvaltning, herunder tjenestemandsansættelser og overenskomstansættelser. Bestemmelsen omfatter også det offentliges udpegning af medlemmer til offentlige udvalg.
Derimod gælder bestemmelsen ikke, hvis en forvaltningsmyndighed behandler en sag vedrørende ansættelse eller forfremmelse uden for den offentlige forvaltning. Bestemmelsen gælder heller ikke, hvis der ved ’ansættelsen’ ikke etableres et tjenesteforhold mellem den ansatte og den pågældende forvaltningsmyndighed, f.eks. i forbindelse med det offentliges antagelse af advokater som offentlige forsvarere.
Retsvirkningen af, at en sag er omfattet af bestemmelsen i stk. 1, er, at samtlige sagens dokumenter og oplysninger er undtaget fra aktindsigt efter loven. ”
Jeg kan vedrørende bestemmelsen også henvise til Mohammad Ahsan, Offentlighedsloven med kommentarer, 1. udgave (2014), s. 356 ff.
Det fremgår af Forsvarsministeriets afgørelse af 27. oktober 2017, at det er ministeriets opfattelse, at samtlige af de ønskede oplysninger er omfattet af ansættelsessagen. Oplysningerne er dermed undtaget fra retten til aktindsigt i medfør af offentlighedslovens § 21, stk. 1.
Det fremgår endvidere, at Forsvarsministeriet har overvejet, om du burde meddeles aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet, jf. offentlighedslovens § 14. Ministeriet har – på baggrund af en afvejning af hensynene bag bestemmelsen i § 21, stk. 1, og din interesse i, at din anmodning om aktindsigt imødekommes – heller ikke fundet grundlag for at meddele dig aktindsigt efter meroffentlighedsprincippet.
På baggrund af det, som er anført ovenfor om offentlighedslovens § 21, stk. 1, og bestemmelsens anvendelsesområde, er det samlet set min opfattelse, at en nærmere undersøgelse fra min side ikke vil hjælpe dig med at opnå en anden og bedre retsstilling. Jeg har derfor besluttet ikke at iværksætte en nærmere undersøgelse i anledning af din klage.
Jeg henviser som nævnt til § 16, stk. 1, i ombudsmandsloven, hvorefter ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
Jeg foretager mig herefter ikke mere i anledning af din henvendelse.
Jeg sender dig en vejledning om ombudsmanden og persondataloven (Information om dine rettigheder).
Med venlig hilsen
|
Kopi til orientering:
Forsvarsministeriet