Utilfredsstillende lang sagsbehandlingstid i sag om aktindsigt efter miljøoplysningsloven. Miljøoplysningslovens § 4

 

Svar til A.

15-05-2018

Sag nr. 18/01119

 

Klage over Justitsministeriets sagsbehandlingstid

 

I anledning af din klage til mig over Justitsministeriets sagsbehandlingstid bad jeg i et brev af 9. marts 2018 Justitsministeriet om at udtale sig om ministeriets sagsbehandlingstid og sagsbehandling i din sag om aktindsigt efter miljøoplysningsloven.

Du anmodede om aktindsigt den 26. september 2017, og Justitsministeriet traf afgørelse i sagen den 21. marts 2018.

Den 23. marts 2018 kom Justitsministeriet med en udtalelse i sagen, som du i brev af 23. april 2018 er kommet med dine bemærkninger til.

 

1. De retsregler, som er relevante for min bedømmelse af sagen, fremgår af § 4, stk. 1 og 3, jf. § 6, stk. 2, i miljøoplysningsloven (lovbekendtgørelse nr. 980 af 16. august 2017) sammenholdt med § 16, stk. 1 og 2, i lov om offentlighed i forvaltningen (lovbekendtgørelse nr. 572 af 19. december 1985 med senere ændringer).

I anledning af din klage har Justitsministeriet i sin udtalelse til mig meget beklaget, at den samlede sagsbehandlingstid har været utilfredsstillende lang.

Ministeriet har også meget beklaget, at ministeriet i forbindelse med de udmeldte tidsfrister i forhold til dig ikke har været i stand til på bedre vis at give et realistisk skøn over, hvornår sagen kunne forventes færdigbehandlet.

Endelig har ministeriet beklaget, at de nævnte fristudsættelser skete med henvisning til den gældende offentlighedslov. Der skulle rettelig have været henvist til offentlighedsloven af 1985, jf. miljøoplysningslovens § 4.

Jeg er enig med Justitsministeriet i de nævnte beklagelser.

Jeg har gjort ministeriet bekendt med min opfattelse, men da der nu er truffet afgørelse i sagen, foretager jeg mig ikke videre den i anledning.

 

2. Jeg bemærker, at jeg ikke har taget stilling til indholdet af den trufne afgørelse eller foretaget en isoleret bedømmelse af de enkelte sagsbehandlingsskridt i sagen, jf. også de spørgsmål, som du har rejst, og som fremgår af pkt. 3 nedenfor.

Justitsministeriets udtalelse – som også er sendt til dig den 20. april 2018 – er vedhæftet dette brev.

 

3. Du har i dit brev til mig af 23. april 2018 bl.a. stillet spørgsmål til det nærmere indhold af et møde mellem Justitsministeriet og Miljø- og Fødevareministeriet, ligesom du har anført, at du i sagen 2017-0092-0072 ikke har fået udleveret akt nr. 3, 4 og 5.

Jeg finder det hensigtsmæssigt, at Justitsministeriet i et brev til dig får lejlighed til at besvare disse spørgsmål.

Derfor har jeg i dag sendt en kopi af din henvendelse videre til Justitsministeriet, med henblik på at ministeriet kan besvare dine spørgsmål.

Jeg henviser i den forbindelse til, at ombudsmanden ikke kan behandle klager over forhold, der kan indbringes for en anden forvaltningsmyndighed, før denne myndighed har truffet afgørelse (§ 14 i lov om Folketingets Ombudsmand, jf. lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013). Efter praksis tager ombudsmanden normalt heller ikke stilling til forhold, som myndigheden ikke selv har haft lejlighed til at tage stilling til.

Jeg beder dig om at vente, til du har modtaget svar fra Justitsministeriet vedrørende det afholdte møde og de manglende akter, før du tager stilling til, om der er grundlag for at klage til mig igen.

Jeg foretager mig ikke mere i sagen.

Med venlig hilsen

-

 

Kopi til:

Justitsministeriet