Afslag på aktindsigt til journalist med henvisning til uforholdsmæssigt ressourceforbrug
|
|
Svar til journalist A, medie B
13-07-2018
Sag nr. 18/02956
|
|
Din klage over Moderniseringsstyrelsen
Jeg har modtaget dit klageskema af 27. juni 2018 med bilag.
Du klager over Moderniseringsstyrelsens afgørelse 13. juni 2018, hvor styrelsen fastholdt sin afgørelse af 16. maj 2018 om afslag på aktindsigt under henvisning til offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1, om uforholdsmæssigt ressourceforbrug.
Efter en gennemgang af din henvendelse har jeg besluttet ikke at indlede en ombudsmandsundersøgelse. Begrundelsen for min beslutning fremgår nedenfor.
|
|
1. Om sagen
Du anmodede den 14. maj 2018 om aktindsigt i dokumenter vedrørende Moderniseringsstyrelsens valg af 16 nærmere angivne leverandører, ”herunder eksempelvis udbudsmateriale og lignende”.
Ved afgørelse af 16. maj 2018 afslog Moderniseringsstyrelsen at behandle din anmodning. Det skete med henvisning til offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1, hvorefter en aktindsigtsanmodning kan afslås, hvis det vil nødvendiggøre et uforholdsmæssigt ressourceforbrug at behandle den. Moderniseringsstyrelsen henviste til, at det i forarbejderne til bestemmelsen er anført, at adgangen til at afslå en anmodning forudsætter, at det samlede forventede tidsforbrug overstiger ca. 25 timer, og til, at en imødekommelse af din anmodning ville indebære et ressourceforbrug, der oversteg 25 timer.
Du rettede ved e-mail af 29. maj 2018 henvendelse til Moderniseringsstyrelsen vedrørende den trufne afgørelse. Du anførte bl.a., at aktindsigtsanmodninger fra massemedier ikke kan afslås med henvisning til et forventet ressourceforbrug på over 25 timer, idet loftet for massemedier er et ressourceforbrug på minimum 60 timer. Du pegede også på, at du – i forhold til din oprindelige anmodning af 19. april 2018 – havde indskrænket din anmodning væsentligt, idet anmodningen nu angik ”en klart identificeret og afgrænset sag (…) i form af navne på leverandører, årstal og beløb”. Det var på den baggrund din opfattelse, at der måtte være tale om et begrænset antal dokumenter.
Moderniseringsstyrelsen afslog ved afgørelse af 13. juni 2018 at genoptage sagen.
Moderniseringsstyrelsen beklagede, at det ikke var fremgået af afgørelsen af 16. maj 2018, at det var styrelsens vurdering, at tidsforbruget i forbindelse med behandlingen af din aktindsigtsanmodning væsentligt ville overstige 25 timer. Styrelsen bemærkede i den forbindelse, at det var korrekt som anført af dig, at grænsen på et ressourceforbrug på ca. 25 timer ikke gælder for massemedier. Styrelsen henviste i den forbindelse til min udtalelse af 27. maj 2016 i sagen FOB 2016-23 vedrørende anvendelse af ressourcereglen over for en journalist.
Videre skrev Moderniseringsstyrelsen følgende:
”Der er udarbejdet et estimat for det forventede tidsforbrug for afklaring af hvilket materiale der skal fremsendes, og hvorvidt det er direkte tilgængeligt i Moderniseringsstyrelsens overordnede datamateriale. Det samlede estimat viser et forventet tidsforbrug på 94 timer. Estimatet er foretaget med udgangspunkt i, at det først skal afklares, hvilke kontrakter, der er indgået med de konkrete leverandører, idet du ikke i anmodningen har navngivet de kontrakter, du er interesseret i oplysninger om. Derefter skal sagerne vedrørende de pågældende kontraktindgåelser fremfindes, og sagerne skal gennemgås med henblik på at fremfinde de ’dokumenter, der ligger til grund for valget af [leverandør], herunder eksempelvis udbudsmateriale eller lignende’. Derefter skal de fremfundne dokumenter gennemgås med henblik på at vurdere spørgsmålet om adgangen til aktindsigt, herunder om dokumenterne indeholder oplysninger om forretningsforhold, som ikke er omfattet af retten til aktindsigt, jf. offentlighedslovens § 30, nr. 2, og som ikke må udleveres, jf. forvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 2. Moderniseringsstyrelsen har lagt til grund, at anmodningen vedrører perioden 2011-2018. ”
|
|
2. Din klage til ombudsmanden
Du har i klagen til mig bl.a. henvist til, at du med aktindsigtsanmodningen søger at afdække, om Moderniseringsstyrelsen ved indkøb af varer og tjenesteydelser overholder udbudslovgivningen, og at offentligheden har en klar interesse i at få kendskab hertil. Du bemærker endvidere, at du uden problemer har fået udleveret tilsvarende oplysninger fra andre offentlige myndigheder og selskaber.
|
|
3. Ombudsmandens bemærkninger
Efter en gennemgang af din henvendelse med bilag har jeg besluttet ikke at indlede en undersøgelse. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand (lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013). Det fremgår af denne bestemmelse, at ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.
Jeg har lagt vægt på følgende:
Bestemmelsen i offentlighedslovens § 9, stk. 2, nr. 1, kan efter omstændighederne også finde anvendelse på journalisters anmodninger om aktindsigt, selv om journalister i almindelighed må antages at have en særlig interesse i aktindsigt. Jeg henviser til den under pkt. 2 nævnte sag FOB 2016-23 (offentliggjort på min hjemmeside, www.ombudsmanden.dk). Det forudsætter blandt andet, at myndighedens ressourceforbrug væsentligt overstiger de ca. 25 timer, som ifølge forarbejderne til bestemmelsen er grænsen for den, der ikke har en særlig interesse i aktindsigt. Det kan dog ikke generelt angives, under hvilke omstændigheder bestemmelsen i § 9, stk. 2, nr. 1, kan anvendes i forhold til f.eks. journalister. Dette må bero på en konkret og samlet vurdering i lyset af den enkelte sags omstændigheder.
Moderniseringsstyrelsen har ved afgørelsen af 13. juni 2018 skønnet et tidsforbrug på 94 timer i forbindelse med behandlingen af din aktindsigtsanmodning. Det fremgår, at Moderniseringsstyrelsen har lagt til grund, at anmodningen vedrører dokumenter, der knytter sig til kontrakter indgået med 16 leverandører i perioden 2011-2018. Som sagen foreligger oplyst for mig, må jeg gå ud fra, at du ikke har anfægtet dette.
På den baggrund, og samtidig henset til at Moderniseringsstyrelsen nærmere har redegjort for de enkelte sagsbehandlingsskridt, der skal foretages som led i behandlingen af din anmodning, mener jeg ikke, at der er udsigt til, at jeg efter en nærmere undersøgelse af sagen vil have grundlag for at tilsidesætte Moderniseringsstyrelsens vurdering af det forventede tidsforbrug, og at det dermed vil være forbundet med et uforholdsmæssigt ressourceforbrug at behandle din anmodning.
Ved min beslutning om ikke at indlede en undersøgelse har jeg også lagt vægt på oplysningen i afgørelsen af 13. juni 2018 om, at Moderniseringsstyrelsen har anmodet dig om at konkretisere din anmodning nærmere med henblik på at reducere ressourceforbruget, men at du ikke har ønsket dette.
På det foreliggende grundlag foretager jeg mig ikke mere i sagen.
Jeg vedlægger en vejledning om ombudsmandsloven, databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven (Information om dine rettigheder).
Med venlig hilsen
|
|
Kopi til:
Moderniseringsstyrelsen