Udenrigsministeriet afslog aktindsigt i en verbalnote af 21. august 2014 fra et andet lands myndigheder. Undtagelse af oplysninger efter offentlighedslovens § 32, stk. 1. Dato: 6. april 2020. Sag nr. 20/01808

Svar til journalist

 

6. april 2020

Sag nr. 20/01808

 

Udenrigsministeriets afslag på aktindsigt

 

1. Jeg har modtaget din henvendelse af 27. marts 2020 med bilag.

Du klager over Udenrigsministeriets afgørelse af 24. marts 2020 om afslag på din anmodning af 12. februar 2020 om aktindsigt i en verbalnote af 21. august 2014 fra et andet lands myndigheder.

Det fremgår af Udenrigsministeriets afgørelse af 24. marts 2020 om afslag på aktindsigt, at afgørelsen er truffet med henvisning til offentlighedslovens § 32, stk. 1.

Ministeriet har anført bl.a. følgende:

”I medfør af denne bestemmelse har Udenrigsministeriet undtaget verbalnoten af 21. august 2014 fra aktindsigt, idet der efter en indbyrdes anerkendt og efterlevet kutyme er en forventning om fortrolighed i forbindelse med diplomatisk korrespondance af denne karakter. Det er på den baggrund Udenrigsministeriets vurdering, at det pågældende dokument bør undtages af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser. ”

 

2. § 32, stk. 1, i offentlighedsloven (lov nr. 606 af 12. juni 2013 om offentlighed i forvaltningen) har følgende ordlyd:

”§ 32. Retten til aktindsigt kan af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser m.v., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer, begrænses, i det omfang fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser el.lign. ”

Efter bestemmelsen kan retten til aktindsigt således begrænses, i det omfang fortrolighed følger af bl.a. folkeretlige forpligtelser eller lignende.

Herved sigtes til tilfælde, hvor det følger af traktatbestemmelser, folkeretlige sædvaner eller fast international praksis, at Danmark er forpligtet til at hemmeligholde oplysninger og dokumenter. Endvidere sigtes til tilfælde, hvor et andet land eller en international organisation har en berettiget forventning om, at oplysningerne ikke offentliggøres.

Det er ikke et krav, at der i det enkelte tilfælde efter en konkret vurdering påvises en nærliggende risiko for, at rigets udenrigspolitiske interesser mv. vil lide skade, hvis der gives aktindsigt.

Jeg henviser til forarbejderne til bestemmelsen i offentlighedslovens § 32 (lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013).

 

3. En af mine medarbejdere har den 30. marts 2020 telefonisk anmodet Udenrigsministeriet om en kopi af den verbalnote af 21. august 2014 fra et andet lands myndigheder, som du har søgt om aktindsigt i. Jeg har den 31. marts 2020 modtaget en kopi heraf.

Jeg har foretaget en gennemgang af Udenrigsministeriets afgørelse af 24. marts 2020 samt verbalnoten af 21. august 2014, og jeg mener ikke, at jeg ved at indlede en undersøgelse vil kunne hjælpe dig med at få aktindsigt i de ønskede oplysninger. Jeg foretager mig derfor ikke mere. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand (lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013). Det fremgår af denne bestemmelse, at ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

 

Jeg har sendt en kopi af dette brev til Udenrigsministeriet.

 

Med venlig hilsen

-

 

Kopi til:

Udenrigsministeriet