Transportministeriets sagsbehandlingstider i sager om aktindsigt efter offentlighedsloven og miljøoplysningsloven i 2021. Sag nr. 21/02582

Transportministeriet

Frederiksholms Kanal 27 F

1220 København K

16. marts 2022

Sag nr. 21/02582

Transportministeriets sagsbehandlingstider i sager om aktindsigt efter offentlighedsloven og miljøoplysningsloven i 2021

1. Indledning

Transportministeriet har ved brev af 28. februar 2022 med bilag sendt mig en status for ministeriets behandling af aktindsigtssager efter offentlighedsloven og miljøoplysningsloven i 2021. Brevet er et svar på min anmodning af 21. maj 2021.

Transportministeriets brev skal ses i sammenhæng med ministeriets tidligere breve til mig af 15. august 2019, 3. februar 2020 og 9. marts 2021 om ministeriets sagsbehandlingstid i aktindsigtssager i perioden 2018-2020.

I brevet af 9. marts 2021 redegjorde Transportministeriet for bl.a. den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i aktindsigtssager i 2020. Det fremgik samtidig, at nogle sager havde sagsbehandlingstider, der var meget længere end gennemsnittet, herunder to førsteinstanssager om aktindsigt efter offentlighedsloven, hvor sagsbehandlingstiden var på mere end 700 arbejdsdage, og en sag om aktindsigt efter miljøoplysningsloven, hvor sagsbehandlingstiden var på 336 arbejdsdage.

Herudover fremgik det, at Transportministeriets tidligere udmeldte planer om at centralisere aktindsigtsbehandlingen i ministeriets lovkontor – bl.a. for at nedbringe sagsbehandlingstiderne – var blevet udskudt flere gange og først var iværksat den 1. februar 2021.

Da det som følge af forsinkelsen endnu ikke var muligt at vurdere effekten af centraliseringen af aktindsigtsbehandlingen, bad jeg Transportministeriet om i starten af 2022 at give en ny status for behandlingen af aktindsigtssager i 2021.

2. Transportministeriets sagsbehandlingstid i 2021

2.1. Førsteinstanssager

Transportministeriet har i brevet af 28. februar 2022 oplyst, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i førsteinstanssager efter offentlighedsloven var 12 arbejdsdage i 2021 mod 25 arbejdsdage i 2020.

I førsteinstanssager efter miljøoplysningsloven var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 29 arbejdsdage i 2021 mod 32 arbejdsdage i 2020. Hvis der ses bort fra en enkelt sag med en sagsbehandlingstid på 409 arbejdsdage, ville den gennemsnitlige sagsbehandlingstid være 22 arbejdsdage.

54 pct. af førsteinstanssagerne efter offentlighedsloven blev i 2021 afgjort inden for 7 arbejdsdage og 97 pct. inden for 40 arbejdsdage. Sagen med den længste sagsbehandlingstid blev færdigbehandlet på 93 arbejdsdage.

65 pct. af førsteinstanssagerne efter miljøoplysningsloven blev afgjort inden for 1 måned, og 87 pct. af sagerne blev afgjort inden for 2 måneder. En enkelt sag havde som nævnt en sagsbehandlingstid på 409 arbejdsdage.

2.2. Klagesager

Transportministeriet har i brevet af 28. februar 2022 oplyst, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i klagesager efter offentlighedsloven var 45 arbejdsdage i 2021 mod 34 arbejdsdage i 2020.

Ministeriet har ikke afsluttet nogen klagesager efter miljøoplysningsloven i 2021.

38 pct. af klagesagerne efter offentlighedsloven blev afgjort inden for 20 arbejdsdage. Den længste sagsbehandlingstid i en klagesag var 96 arbejdsdage.

2.3. Verserende sager

Den 31. december 2021 havde Transportministeriet i alt 19 verserende sager efter offentlighedsloven og miljøoplysningsloven. Den gennemsnitlige liggetid for disse sager var 28 arbejdsdage ved årsskiftet 2021/2022.

Der var tale om 15 førsteinstanssager med en gennemsnitlig liggetid på 31 arbejdsdage og 4 klagesager med en gennemsnitlig liggetid på 19 arbejdsdage.

5 af førsteinstanssagerne havde en foreløbig liggetid på mere end 40 arbejdsdage (op til 80 arbejdsdage).

3. Transportministeriets bemærkninger

Transportministeriet har oplyst, at den planlagte centralisering af behandlingen af ministeriets aktindsigtssager blev iværksat den 1. februar 2021. Alle aktindsigtssager behandles herefter i ministeriets lovkontor bortset fra HR-sager.

Det er Transportministeriets opfattelse, at centraliseringen både har forbedret de gennemsnitlige sagsbehandlingstider og styrket afgørelsernes materielle indhold.

Ministeriets lovkontor har siden sommeren 2021 manglet en sagsbehandler, ligesom der siden henholdsvis januar og februar 2022 har manglet yderligere en sagsbehandler samt en kontorchef. Ministeriet har haft udfordringer med at få de ledige stillinger besat, men har pr. 1. april 2022 ansat en ny retschef, som vil få ansvaret for bl.a. aktindsigtsområdet.

Ministeriet finder ikke behov for iværksættelse af yderligere tiltag til forbedring af sagsbehandlingstiderne ud over besættelse af de ledige stillinger.

4. Min vurdering

Jeg kan konstatere, at Transportministeriets gennemsnitlige sagsbehandlingstid i førsteinstanssager efter offentlighedsloven er faldet betydeligt – fra 25 arbejdsdage i 2020 til 12 arbejdsdage i 2021. Desuden er mere end halvdelen af sagerne afgjort inden for 7 arbejdsdage, og kun 3 pct. af sagerne er afgjort efter mere end 40 arbejdsdage. Der er dog fortsat eksempler på førsteinstanssager efter offentlighedsloven med væsentligt længere sagsbehandlingstider end gennemsnittet (op til 93 arbejdsdage).

Også i forhold til førsteinstanssager efter miljøoplysningsloven er der sket et vist fald i den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i forhold til året før.

Det fremgår dog samtidig, at 13 pct. af sagerne ikke blev afgjort inden for 2 måneder i overensstemmelse med den ubetingede sagsbehandlingsfrist i miljøoplysningslovens § 4, stk. 3, jf. herved også EU-Domstolens dom i sag C-186/04, Housieaux, ECLI:EU:C2005:248. En enkelt sag havde en sagsbehandlingstid på hele 409 arbejdsdage.

Hertil kommer, at de verserende førsteinstanssager (efter offentlighedsloven og miljøoplysningsloven) ved årsskiftet 2021/2022 havde en gennemsnitlig liggetid på 31 arbejdsdage. Dette betyder, at der må kunne forventes en noget længere gennemsnitlig sagsbehandlingstid i disse sager end gennemsnittet for 2021 (særligt hvis der for sagerne efter miljøoplysningsloven ses bort fra sagen med den længste sagsbehandlingstid).

For så vidt angår klagesagerne efter offentlighedsloven er der en negativ udvikling i 2021 i forhold til 2020, idet den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er steget fra 34 til 45 arbejdsdage. Kun 38 pct. af disse sager blev i 2021 afgjort inden for den frist på 20 arbejdsdage, der er forudsat som udgangspunktet i offentlighedslovens § 37, stk. 3, 1. pkt.

Selv om der er sket forbedringer på området i 2021, har Transportministeriet således også i 2021 haft udfordringer ved behandlingen af sager om aktindsigt. Særligt synes ministeriets sagsbehandlingstider i førsteinstanssager efter miljøoplysningsloven og klagesager efter offentlighedsloven vanskeligt forenelige med de frister, der er forudsat i de nævnte love. Det finder jeg beklageligt.

Samlet set er det på den baggrund min opfattelse, at sagsbehandlingstiden i aktindsigtssager fortsat bør være et fokuspunkt for ministeriet.

I lyset af ovenstående, og idet den fulde effekt af centraliseringen af sagsbehandlingen fortsat ikke kan vurderes som følge af personalemangel, har jeg besluttet fortsat at følge udviklingen i Transportministeriets sagsbehandlingstid på aktindsigtsområdet.

5. Opfølgning

Jeg beder Transportministeriet om en ny status for behandlingen af aktindsigtssager for 2022.

Jeg beder endvidere om at modtage oversigter over ministeriets aktindsigtssager opgjort på samme måde som tallene for 2021.

Jeg beder om at modtage Transportministeriets svar inden den 1. februar 2023 under henvisning til mit journalnummer 22/01358.

Med venlig hilsen

Ombudsmand Niels Fengers underskrift