22-05674 Afslag på aktindsigt efter offentlighedslovens § 9, stk. 1, nr. 2, i materiale relateret til statsministres profiler på sociale medier

Svar til A

8. februar 2023

Sag nr. 22/05674

Statsministeriets afslag på aktindsigt med henvisning til manglende angivelse af tema

Jeg skriver til dig i anledning af dine henvendelser til mig af 8. og 12. december 2022 samt 9., 12. og 25. januar og 6. februar 2023 (alle med bilag).

Du klager til mig over Statsministeriets afgørelser af 6. og 12. december 2022 samt 9., 12., 23. og 31. januar 2023 om afslag og fastholdelse af afslag på aktindsigt i materiale relateret til statsministerens og den forhenværende statsministers profiler på sociale medier.

Efter at jeg har gennemgået din klage med bilag, mener jeg ikke, at en nærmere undersøgelse vil kunne hjælpe dig. Jeg foretager mig derfor ikke mere. Jeg henviser til § 16, stk. 1, i lov om Folketingets Ombudsmand (lovbekendtgørelse nr. 349 af 22. marts 2013). Det fremgår af denne bestemmelse, at ombudsmanden selv afgør, om en klage giver tilstrækkelig anledning til undersøgelse.

Du kan læse mere om baggrunden for min beslutning nedenfor.

Du har desuden klaget til mig over Statsministeriets afgørelse af 24. november 2022. I den sag har jeg besluttet at indlede en undersøgelse, og jeg sender i den forbindelse en høring til ministeriet. Du vil modtage særskilt orientering herom.

1. Statsministeriets afgørelser

Ved afgørelse af 6. december 2022 meddelte Statsministeriet dig afslag på din anmodning om aktindsigt af 29. november 2022 i bl.a. materiale vedrørende embedsværkets bistand til statsministerens brug af Facebook og Instagram. Statsministeriet henviste til, at din anmodning ikke opfyldte identifikationskravet i offentlighedslovens § 9, stk. 1, nr. 2, om krav til angivelse af tema.

Den 12. december 2022 afslog Statsministeriet din anmodning af 8. december 2022, hvor du i det væsentligste havde gentaget din anmodning om aktindsigt i embedsværkets bistand til statsministerens profiler på Facebook og Instagram, ligesom du også havde anmodet om den samme aktindsigt for så vidt angår den tidligere statsminister. Statsministeriet henviste – ligesom i afgørelsen af 6. december 2022 – til, at din anmodning efter ministeriets vurdering ikke opfyldte identifikationskravet i offentlighedslovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Ved afgørelse af 9. januar 2023 imødekom Statsministeriet i vidt omfang din anmodning af 20. december 2022 om aktindsigt i tidligere afgørelser truffet under henvisning til temakravet i offentlighedslovens § 9, stk. 1, nr. 2. Statsministeriet afslog dog samtidig din fornyede anmodning om aktindsigt i embedsværkets bistand til statsministerens og den tidligere statsministers brug af Facebook og Instagram under henvisning til ministeriets tidligere afgørelser herom.

Den 12. januar 2023 afslog Statsministeriet din anmodning af 10. januar 2023 om aktindsigt i bl.a. akter, hvor Instagram og Facebook var nævnt. Det var fortsat Statsministeriets vurdering, at din anmodning ikke opfyldte identifikationskravet, jf. offentlighedslovens § 9, stk. 1, nr. 2.

Den 23. januar 2023 afslog Statsministeriet en ny anmodning af 12. januar 2023 om aktindsigt i bl.a. ministeriets bistand til statsministerens og den tidligere statsministers SoMe-profiler på Instagram og Facebook. Statsministeriet anførte i den forbindelse, at det fortsat var ministeriets vurdering, at din anmodning ikke opfyldte identifikationskravet, jf. offentlighedslovens § 9, stk. 1, nr. 2. Om baggrunden herfor henviste Statsministeriet til ministeriets tidligere afgørelser af 6. og 12. december 2022.

Ved afgørelse af 31. januar 2023 afslog Statsministeriet din anmodning af 25. januar 2023 om aktindsigt i brevveksling vedrørende statsministerens SoMe-profiler på Instagram og Facebook mellem Statsministeriet, statsministeren, ansatte i statsministerens stab og ansatte i Socialdemokratiet. Statsministeriet anførte også i denne afgørelse, at det fortsat var ministeriets vurdering, at din anmodning ikke opfyldte identifikationskravet, jf. offentlighedslovens § 9, stk. 1, nr. 2.

2. Min behandling af dine klager

Jeg forstår det sådan, at du er utilfreds med, at Statsministeriet flere gange har afslået dine anmodninger om aktindsigt, med henvisning til at anmodningerne ikke opfyldte identifikationskravet, jf. offentlighedslovens § 9, stk. 1, nr. 2 (temakravet).

Du mener, at dine anmodninger er tematiseret, og at det er tydeligt, hvilke akter du ønsker aktindsigt i. Endvidere mener du, at Statsministeriet har overtrådt officialprincippet og sin vejledningspligt, idet ministeriet ikke har kontaktet dig angående spørgsmålet om tematisering, forud for at afgørelserne blev truffet.

Jeg har som nævnt besluttet ikke at indlede en ombudsmandsundersøgelse i anledning af dine henvendelser af 8. og 12. december 2022 samt 9., 12. og 25. januar og 6. februar 2023, idet jeg ikke mener, at jeg vil kunne hjælpe dig med at få aktindsigt i de ønskede oplysninger.

Som Statsministeriet har anført, gælder der efter offentlighedslovens § 9, stk. 1, nr. 2, et krav om, at en anmodning om aktindsigt skal angive det tema, sagen eller dokumentet vedrører. Jeg henviser til mine tidligere sager FOB 2018-24, FOB 2020-22 og FOB 2022-2 samt til min sag nr. 21/05870.

Jeg mener på den baggrund ikke, at der er udsigt til, at jeg vil kunne kritisere Statsministeriets afslag på aktindsigt med henvisning til manglende angivelse af tema.

Jeg har ikke fundet anledning til at se nærmere på Statsministeriets vejledning i forbindelse med afgørelserne. Jeg har alene besluttet ikke at foretage mig mere i anledning af dine henvendelser, idet jeg ikke mener, at jeg kan hjælpe dig til et andet resultat.

Til orientering har jeg sendt en kopi af dette brev til Statsministeriet.

Med venlig hilsen

for ombudsmanden

Souschef Pernille Bjørnholks underskrift

Kopi til:

Statsministeriet