Status for Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris sagsbehandlingstider efter 1. kvartal 2023 i sager om aktindsigt. Sag nr. 22/04790

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og FIskeri

Slotsholmsgade 12

1216 København K

15. maj 2023

Sag nr. 22/04790

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris sagsbehandlingstider i sager om aktindsigt

Ved et brev af 28. oktober 2022 bad jeg Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri om at oplyse mig om den overordnede status for ministeriets sagsbehandlingstider efter 1. kvartal 2023 i forhold til behandling af aktindsigtssager som både førsteinstans og klageinstans. Jeg bad i den forbindelse om ministeriets bemærkninger til, om offentlighedslovens og eventuelt miljøoplysningslovens frister overholdes i disse sager.

Ministeriet har i en udtalelse af 28. april 2023 redegjort for sagsbehandlingstiden for aktindsigtsanmodninger modtaget i 1. kvartal 2023 og afsluttet pr. 28. april 2023 samt for verserende sager.

1. Sagsbehandlingstiderne

1.1. Afsluttede førsteinstanssager

Det fremgår af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris udtalelse, at ministeriet i 1. kvartal 2023 modtog 50 anmodninger om aktindsigt, og at ministeriet pr. 28. april 2023 havde afsluttet 48 af disse sager. De afsluttede sager havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 8,1 arbejdsdage. 33 af de afsluttede sager (svarende til ca. 69 pct.) blev færdigbehandlet med en sagsbehandlingstid på højst 7 arbejdsdage, og en enkelt sag (svarende til ca. 2 pct.) havde en sagsbehandlingstid på over 40 arbejdsdage.

Hovedparten af sagerne blev behandlet efter reglerne i offentlighedsloven, mens fem sager blev behandlet helt eller delvist efter miljøoplysningsloven.

Den sag efter offentlighedsloven, som havde den længste sagsbehandlingstid, blev afsluttet efter 33 arbejdsdage.

I en enkelt sag efter miljøoplysningsloven var sagsbehandlingstiden tre arbejdsdage længere end lovens absolutte frist på to kalendermåneder. Ministeriet har beklaget fristoverskridelsen.

1.2. Afsluttede klagesager

Som klageinstans har ministeriet i 1. kvartal 2023 modtaget én sag vedrørende aktindsigt. Sagen blev afsluttet med en sagsbehandlingstid på 39 arbejdsdage, og ministeriet har anført, at sagsbehandlingstiden skyldes en beklagelig fejl, hvor sagen blev overset i forbindelse med visitationen og derfor ikke straks ved modtagelsen blev fordelt til en sagsbehandler.

1.3. Verserende sager

Ministeriet havde pr. 31. marts 2023 otte verserende førsteinstanssager, hvoraf to fortsat var verserende pr. 28. april 2023. Den ældste af de fortsat verserende sager vedrører en anmodning fra den 10. februar 2023 om aktindsigt efter miljøoplysningsloven. Ministeriet har oplyst, at der i den pågældende sag har været behov for involvering af en række forskellige aktører, både internt i ministeriet og eksternt. Ministeriet har beklaget, at det ikke har været muligt at overholde miljøoplysningslovens absolutte frist i denne sag. Ministeriet har endvidere under en telefonsamtale den 9. maj 2023 med en af mine medarbejdere oplyst, at sagen fortsat er verserende, men at ministeriet forventer at kunne afslutte sagen inden udgangen af uge 19.

2. Ministeriets bemærkninger

Det er samlet set ministeriets opfattelse, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid viser et normalbillede, hvorefter ministeriet generelt overholder offentlighedslovens og miljøoplysningslovens frister. Ministeriet er imidlertid opmærksom på, at der er enkelte sager, hvor sagsbehandlingstiden ikke overholder de forudsatte frister. Disse sager har navnlig været kendetegnet ved, at der har været behov for bl.a. involvering af flere fagkontorer, dialog med ansøgeren om afgrænsning og høring af andre myndigheder.

Ministeriet har fortsat fokus på at forbedre sagsbehandlingstiden for så vidt angår de sager, som involverer flere interne og eksterne aktører. Ministeriet har i den forbindelse fokus på at styrke arbejdet med at foretage realistiske vurderinger af den forventede sagsbehandlingstid og på så vidt muligt at træffe delafgørelser i de sager, der forudsætter gennemgang af et omfattende materiale og nærmere juridiske vurderinger.

3. Min vurdering

Min gennemgang af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris oplysninger om sagsbehandlingstiden i sager om aktindsigt viser, at ministeriet i førsteinstanssager modtaget i 1. kvartal 2023 og afsluttet pr. 28. april 2023 havde en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på ca. 8 arbejdsdage, ligesom størstedelen af sagerne blev afsluttet inden for 7 arbejdsdage.

Endvidere viser gennemgangen, at ministeriet pr. 31. marts 2023 havde otte verserende førsteinstanssager, hvoraf to fortsat var verserende pr. 28. april 2023, samt at den ældste af de fortsat verserende sager vedrører en anmodning fra den 10. februar 2023 om aktindsigt efter miljøoplysningsloven.

Ministeriets sagsbehandlingstid i aktindsigtssager modtaget i første kvartal af 2023 er således generelt i overensstemmelse med offentlighedslovens og miljøoplysningslovens frister.

Jeg har på den baggrund besluttet ikke at foretage mig yderligere i anledning af Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeris sagsbehandlingstider i sager om aktindsigt.

Jeg er dog enig med ministeriet i, at det er beklageligt, at én klagesag efter offentlighedsloven fik en sagsbehandlingstid på 39 arbejdsdage grundet en fejl i visitationen, og at ministeriet i to sager efter miljøoplysningsloven – hvoraf den ene fortsat verserer – ikke har overholdt miljøoplysningslovens frist på 2 måneder, der som bekendt er en ubetinget frist, jf. EU-Domstolens dom i sag C-186/04, Housieaux, ECLI:EU:C2005:248.

Med venlig hilsen

Ombudsmand Niels Fengers underskrift