Behandling af sager om aktindsigt på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område i 1. halvår 2023. Sag nr. 22/05157
Indenrigs- og Sundhedsministeriet
Slotsholmsgade 10
1216 København K
19. oktober 2023
Sag nr. 22/05157
Behandling af sager om aktindsigt på Indenrigs- og Sundhedsministeriets område i 1. halvår 2023 (sagsnr. 2007402)
1. Indledning
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har ved brev af 15. september 2023 med bilag sendt mig en status for ministeriets og Statens Serum Instituts behandling af sager om aktindsigt efter offentlighedsloven og miljøoplysningsloven i 1. halvår 2023. De tilsendte udtalelser er afgivet i forlængelse af ministeriets tidligere udtalelser til mig om sundhedsmyndighedernes sagsbehandlingstider i aktindsigtssager.
Ministeriet (det tidligere Sundhedsministerium) oplyste mig senest ved brev af 30. september 2022 om en række tiltag, som ministeriet siden juni 2022 havde iværksat for at effektivisere arbejdet i ministeriets aktindsigtssekretariat, samt ministeriets overvejelser om yderligere tiltag, navnlig i form af en omorganisering af arbejdet med aktindsigtssager. Ministeriet sendte mig samtidig statusoplysninger for Styrelsen for Patientsikkerhed og Statens Serum Institut.
Jeg bad herefter ministeriet om at modtage en ny status for behandlingen af aktindsigtssager i henholdsvis ministeriet og Statens Serum Institut ved udgangen af 1. halvår 2023.
I forlængelse af ministeriets brev af 15. september 2023 har ministeriet den 3. og 9. oktober 2023 telefonisk oplyst mig om status for en række aktindsigtssager, som var verserende pr. 30. juni 2023.
2. Indenrigs- og Sundhedsministeriets sagsbehandlingstider
2.1. Afsluttede sager
Det fremgår af det tilsendte materiale, at Indenrigs- og Sundhedsministeriet i 1. halvår 2023 afsluttede 210 førsteinstanssager efter offentlighedsloven med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 22,1 arbejdsdage. 167 af sagerne – svarende til 79,5 pct. – blev afsluttet inden for 7 arbejdsdage.
I 1. kvartal 2023 afsluttede ministeriet 119 førsteinstanssager efter offentlighedsloven, herunder 20 sager modtaget i 2022 og en enkelt sag modtaget i december 2021. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i dette kvartal var 34,4 arbejdsdage. 16 sager havde en sagsbehandlingstid på mere end 100 arbejdsdage. I disse sager lå sagsbehandlingstiden mellem 128 og 337 arbejdsdage.
I 2. kvartal 2023 afsluttede ministeriet 91 førsteinstanssager efter offentlighedsloven med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 5,9 arbejdsdage. I dette kvartal blev 84,6 pct. af sagerne afsluttet inden for 7 arbejdsdage. Kun én sag havde en sagsbehandlingstid på mere end 40 arbejdsdage (41 arbejdsdage).
Ministeriet afsluttede i 1. halvår 2023 i alt tre førsteinstanssager efter miljøoplysningsloven med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 12,7 kalenderdage.
Med hensyn til aktindsigtssager, som ministeriet har behandlet som klageinstans, afsluttede ministeriet i 1. halvår 2023 i alt 41 klagesager efter offentlighedsloven, herunder 19 sager modtaget i 2022 og fem sager modtaget i 2021. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid var 126,3 arbejdsdage. 17 sager havde en sagsbehandlingstid på mere end 100 arbejdsdage. I disse sager lå sagsbehandlingstiden mellem 106 og 555 arbejdsdage.
Ministeriet afsluttede én klagesag efter miljøoplysningsloven i 1. halvår 2023 med en sagsbehandlingstid på 302 kalenderdage.
2.2. Verserende sager
Indenrigs- og Sundhedsministeriet havde i alt 19 verserende sager pr. 30. juni 2023. 12 af de verserende sager var førsteinstanssager efter offentlighedsloven med en gennemsnitlig foreløbig sagsbehandlingstid på 9,3 arbejdsdage. En enkelt af disse sager havde en foreløbig sagsbehandlingstid på mere end 40 arbejdsdage (42 arbejdsdage).
De øvrige syv verserende sager var klagesager efter offentlighedsloven med en gennemsnitlig foreløbig sagsbehandlingstid på 63,4 arbejdsdage. To af klagesagerne var modtaget i 2022 og havde pr. 30. juni 2023 foreløbige sagsbehandlingstider på 171 og 132 arbejdsdage. De øvrige sager havde pr. 30. juni 2023 en foreløbig sagsbehandlingstid på henholdsvis 69, 62, 5, 5 og 0 arbejdsdage.
Til sammenligning havde ministeriet ved årsskiftet 2021/2022 i alt 164 verserende sager bestående af 125 verserende førsteinstanssager med en gennemsnitlig foreløbig sagsbehandlingstid på ca. 108 arbejdsdage samt 39 verserende klagesager med en gennemsnitlig foreløbig sagsbehandlingstid på ca. 141 arbejdsdage.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har supplerende oplyst, at de to ældste klagesager (modtaget i 2022) blev afsluttet den 4. juli 2023 og den 9. oktober 2023.
3. Statens Serum Instituts sagsbehandlingstider
3.1. Afsluttede sager
Det fremgår af en udtalelse af 9. august 2023 fra Statens Serum Institut til Indenrigs- og Sundhedsministeriet, at instituttet i 1. halvår 2023 afsluttede i alt 53 aktindsigtssager efter offentlighedsloven.
29 af sagerne blev afsluttet i 1. kvartal 2023 med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 18,6 arbejdsdage. To af sagerne havde en sagsbehandlingstid på mere end 40 arbejdsdage (45 og 56 arbejdsdage).
De øvrige 24 sager blev afsluttet i 2. kvartal 2023 med en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 19,8 arbejdsdage. Tre af disse sager havde en sagsbehandlingstid på mere end 40 arbejdsdage (52, 54 og 58 arbejdsdage).
Instituttet behandlede ingen sager om aktindsigt efter miljøoplysningsloven i 1. halvår 2023.
3.2. Verserende sager
Statens Serum Institut havde syv verserende sager efter offentlighedsloven pr. 30. juni 2023. Sagerne havde en foreløbig sagsbehandlingstid på henholdsvis 90, 24, 15, 15, 15, 14 og 14 arbejdsdage. Den gennemsnitlige foreløbige sagsbehandlingstid var på 27 arbejdsdage. Instituttet har oplyst, at alle syv sager blev afsluttet i første uge af juli 2023.
Til sammenligning havde instituttet ni verserende sager pr. 1. september 2022 med en gennemsnitlig foreløbig sagsbehandlingstid på 35 arbejdsdage og 85 verserende sager ved årsskiftet 2021/2022 med en foreløbig gennemsnitlig sagsbehandlingstid på ca. 44 arbejdsdage.
4. Myndighedernes bemærkninger
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at ministeriet siden sit seneste brev af 30. september 2022 til mig har fastholdt allerede iværksatte tiltag på aktindsigtsområdet med henblik på at nedbringe sagsbehandlingstiderne yderligere. Som tiltag derudover har ministeriet pr. 1. marts 2023 foretaget en omorganisering af arbejdet med aktindsigtssager. I ministeriets sundhedssøjle er sagsbehandling og afgørelse af aktindsigtssager således blevet centraliseret i ministeriets aktindsigtssekretariat, som også har overtaget sagsstyringen af aktindsigtssagerne i indenrigssøjlen, hvor sagsbehandling og afgørelse af aktindsigtssager fortsat varetages af fagkontorerne. De nævnte tiltag har ifølge ministeret samlet set medført væsentligt forbedrede sagsbehandlingstider på aktindsigtsområdet.
Med henblik på at sikre, at direktionen løbende kan tage stilling til, om der måtte være behov for yderligere tiltag eller yderligere ressourcer til aktindsigtssekretariatet, orienteres direktionen fortsat løbende om status på ministeriets aktindsigtssager.
Ministeriet har endvidere oplyst, at alle ”gamle” førsteinstanssager efter offentlighedsloven blev afviklet i 1. kvartal 2023, og at alle ”gamle” klagesager på nær to blev afsluttet i 1. halvår 2023.
Ministeriet har anført, at 7-dagesfristen for behandling af aktindsigtssager efter offentlighedsloven i første instans overholdes i langt størstedelen af sagerne (79,5 pct.) ved udgangen af 1. halvår 2023. Ministeriet har desuden oplyst, at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid i førsteinstanssager efter offentlighedsloven i juli og august 2023 var henholdsvis 4,3 og 6,5 arbejdsdage.
Statens Serum Institut har oplyst, at det ikke har været muligt for instituttet som forventet at nedbringe sagsbehandlingstiderne for aktindsigtssager til et niveau, der er i overensstemmelse med fristerne i offentlighedsloven og miljøoplysningsloven ved udgangen af 1. halvår 2023, men at den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er nedbragt betydeligt.
Det fremgår af instituttets udtalelse, at instituttet i en periode af 1. halvår 2023 har haft vanskeligheder med at rekruttere personale til behandling af aktindsigtssager, men at der pr. 1. juni 2023 er ansat en medarbejder til at varetage behandlingen af disse sager.
Statens Serum Institut forventer på baggrund af den nuværende sagsmængde og medarbejderbesætning, at instituttet i 2. halvår 2023 vil kunne nedbringe sagsbehandlingstiderne til et niveau, der er i overensstemmelse med fristerne i offentlighedsloven og miljøoplysningsloven.
5. Min vurdering
Indenrigs- og Sundhedsministeriets behandling af førsteinstanssager og klagesager efter offentlighedsloven havde i 1. halvår 2023 gennemsnitlige sagsbehandlingstider på henholdsvis 22,1 og 126,34 arbejdsdage. De gennemsnitlige sagsbehandlingstider dækker imidlertid over store forskelle i sagsbehandlingstiden for de enkelte sager, som i afsluttede førsteinstanssager var op til 337 arbejdsdage og i afsluttede klagesager op til 555 arbejdsdage. Ministeriet afsluttede én klagesag efter miljøoplysningsloven med en sagsbehandlingstid på 302 kalenderdage.
Nogle af Indenrigs- og Sundhedsministeriets afsluttede aktindsigtssager havde således fortsat meget lange sagsbehandlingstider i 1. halvår 2023. Dette skal dog ses i lyset af, at ministeriet i perioden har afsluttet de ældste sager.
Jeg kan samtidig konstatere, at ministeriet siden årsskiftet 2021/2022 har nedbragt antallet af verserende sager fra 164 sager til 19 sager pr. 30. juni 2023. Den gennemsnitlige foreløbige sagsbehandlingstid for de verserende førsteinstanssager efter offentlighedsloven var nedbragt fra ca. 108 arbejdsdage til 9,3 arbejdsdage og for klagesagerne efter offentlighedsloven fra ca. 141 arbejdsdage til 63,4 arbejdsdage. Desuden er de sidste to klagesager fra 2022, som var verserende pr. 30. juni 2023, nu afsluttet.
Jeg kan endvidere konstatere, at ministeriet fra 1. kvartal 2023 til 2. kvartal 2023 har forbedret sagsbehandlingstiden i aktindsigtssager betydeligt.
Jeg hæfter mig i den forbindelse navnlig ved følgende:
Andelen af førsteinstanssager efter offentlighedsloven, der er færdigbehandlet inden for 7 arbejdsdage, er steget fra 75,6 pct. i 1. kvartal 2023 til 84,6 pct. i 2. kvartal 2023. Derudover er antallet af sager, der er afsluttet efter mere end 40 arbejdsdage, nedbragt fra 19 sager i 1. kvartal 2023 til én sag med en sagsbehandlingstid på 41 arbejdsdage i 2. kvartal 2023. Desuden er den gennemsnitlige sagsbehandlingstid nedbragt fra 34,4 arbejdsdage i 1. kvartal 2023 til 5,9 arbejdsdage i 2. kvartal 2023.
For førsteinstanssager efter miljøoplysningsloven var den gennemsnitlige sagsbehandlingstid 12,7 kalenderdage i 1. halvår 2023, og alle sager blev afsluttet inden for miljøoplysningslovens ubetingede 2-månedersfrist.
På den ovenfor anførte baggrund – og idet Indenrigs- og Sundhedsministeriet har tilkendegivet fortsat at ville have fokus på ministeriets sagsbehandlingstider på området – har jeg besluttet, at jeg på det foreliggende grundlag ikke vil foretage mig yderligere i anledning af sagsbehandlingstiderne i aktindsigtssager i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
Statens Serum Institut har også forbedret sin sagsbehandlingstid i aktindsigtssager. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid for instituttets behandling af aktindsigtssager efter offentlighedsloven er således nedbragt fra 85 arbejdsdage til 19,8 arbejdsdage fra 2. kvartal 2022 til 2. kvartal 2023, hvor fem sager havde sagsbehandlingstider på mere end 40 arbejdsdage.
Jeg kan desuden konstatere, at instituttet fra årsskiftet 2021/2022 til 30. juni 2023 havde nedbragt den gennemsnitlige foreløbige sagsbehandlingstid i de verserende sager fra ca. 44 arbejdsdage til ca. 27 arbejdsdage. Antallet af verserende sager var samtidig nedbragt til syv sager, der alle blev afsluttet i første uge af juli 2023.
Under henvisning hertil og til instituttets forventning om at kunne nedbringe sagsbehandlingstiden i 2. halvår af 2023 til et niveau, der er i overensstemmelse med fristerne i offentlighedsloven og miljøoplysningsloven, finder jeg heller ikke, at der er grundlag for at fortage yderligere i anledning af sagsbehandlingstiderne i aktindsigtssager ved Statens Serum Institut.
Jeg har sendt en kopi af dette brev til Statens Serum Institut. Brevet vil også blive offentliggjort på Offentlighedsportalen.
Med venlig hilsen
Kopi sendes til:
Statens Serum Institut