Lægemiddelstyrelsens korrespondance med andre landes lægemiddelmyndigheder om en virksomhed kunne undtages fra aktindsigt. Sag nr. 25/06650

Svar til klager

6. februar 2026

Sag nr. 25/06650

Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse om aktindsigt

Jeg vender nu tilbage til sagen, hvor du har klaget over Indenrigs- og Sundhedsministeriets afgørelse af 3. november 2025 om aktindsigt.

Sagen vedrører din anmodning om aktindsigt i Lægemiddelstyrelsens korrespondance med de cypriotiske og de saudiarabiske lægemiddelmyndigheder om virksomheden A i perioden fra den 1. januar 2021 og frem.

Lægemiddelstyrelsen traf afgørelse i sagen den 8. juli 2025. Ved afgørelsen afslog styrelsen din anmodning om aktindsigt efter offentlighedslovens § 32, stk. 2, om hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser mv. Styrelsen anførte i den forbindelse, at der efter styrelsens vurdering ville være nærliggende fare for, at Danmarks udenrigspolitiske interesser mv. – i dette tilfælde forholdet til de cypriotiske og de saudiarabiske lægemiddelmyndigheder – ville lide skade af betydning, hvis dokumenterne blev udleveret. Om baggrunden for sin vurdering anførte styrelsen, at de to landes lægemiddelmyndigheder havde oplyst, at de anser korrespondancen for fortrolig, at andre landes lægemiddelmyndigheder anses for vigtige samarbejdspartnere for styrelsen, at et godt forhold hertil er helt centralt for styrelsens arbejde, og at styrelsen er afhængig af, at fortrolige oplysninger kan blive delt som led i samarbejdet.

Styrelsen fandt ikke grundlag for at udlevere dokumenterne efter princippet om meroffentlighed i offentlighedslovens § 14.

Afgørelsen blev den 3. november 2025 stadfæstet af Indenrigs- og Sundhedsministeriet. Ministeriet beklagede i den forbindelse den lange sagsbehandlingstid.

Du har klaget over afgørelsen af 3. november 2025 og over myndighedernes sagsbehandlingstid. Du har anført bl.a., at ”[d]er er åbenhed i den danske forvaltning, og det burde være styrende for beslutningen og ikke saudiske eller andre regimers uberettigede forventning om lukkethed i den danske forvaltning”, samt at ”det til februar ville have taget [myndighederne] to år at komme frem til en afgørelse”.

Lægemiddelstyrelsen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet har i udtalelser af 19. og 27. januar 2026 uddybet grundlaget for afgørelsen. Ministeriet har i sin udtalelse anført bl.a., at ”informationerne er udvekslet med forbehold om diskretion både under en stiltiende indbyrdes anerkendt og efterlevet kutyme og en efterfølgende udtrykkelig tilkendegivelse fra afgiveren; de cypriotiske og saudiarabiske lægemiddelmyndigheder”.

Følgende fremgår af offentlighedslovens § 32:

”§ 32. Retten til aktindsigt kan af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser m.v., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer, begrænses, i det omfang fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser el.lign.

Stk.2. Retten til aktindsigt kan herudover begrænses, i det omfang det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser m.v., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer. ”

Af forarbejderne til bestemmelsen fremgår bl.a. følgende:

”Bestemmelserne i stk. 1 og 2 viderefører den gældende lovs § 13, stk. 1, nr. 2, idet det dog i stk. 1 er præciseret, at retten til aktindsigt – af hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser m.v., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer – kan begrænses i det omfang, fortrolighed følger af EU-retlige eller folkeretlige forpligtelser eller lignende. Der henvises til pkt. 4.1.1.17, jf. pkt. 3.4.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Hermed er det præciseret, at kravet efter den gældende lovs § 13, stk. 1, nr. 2, om, at der i det enkelte tilfælde efter en konkret vurdering skal påvises en nærliggende risiko for, at udenrigspolitiske interesser m.v. vil lide skade, ikke skal finde anvendelse i forhold til de tilfælde, der er omfattet af stk. 1. Retten til aktindsigt kan således i almindelighed begrænses, fordi der foreligger en forpligtelse af folkeretlig karakter m.v. til at hemmeligholde oplysningerne eller dokumenterne, idet et brud på en sådan forpligtelse generelt må antages at skade Danmarks forhold til internationale organisationer m.v.

Bestemmelsen indebærer for det andet, at retten til aktindsigt kan begrænses i det omfang, fortrolighed følger af folkeretlige forpligtelser eller lignende. Herved sigtes til de tilfælde, hvor det følger af traktatbestemmelser, folkeretlige retssædvaner eller fast international praksis, at Danmark er forpligtet til at hemmeligholde oplysninger og dokumenter.

Endvidere sigtes der til de tilfælde, hvor et andet land eller en international organisation har en berettiget forventning om, at oplysningerne ikke offentliggøres. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis det pågældende land eller internationale organ i forbindelse med fremsendelsen af dokumenterne skriftligt eller mundtligt tilkendegiver, at man forventer, at Danmark ikke offentliggør oplysningerne i dokumentet.

Det er dog en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at forvaltningsmyndighederne i det enkelte tilfælde oplyser, dels om der gælder en folkeretlig forpligtelse eller praksis m.v., der indebærer, at oplysninger ikke kan offentliggøres, dels om de foreliggende oplysninger er omfattet af forpligtelsen.

Endvidere er det en forudsætning for at anvende bestemmelsen, at oplysningerne ikke er gjort offentligt tilgængelige af den pågældende internationale organisation eller det pågældende fremmede land, eller at oplysningerne ikke i øvrigt er tilgængelige hos organisationen eller det andet land ved brug af almindelige regler om aktindsigt.

Henset til den stigende åbenhed om internationale forhold, bør en forvaltningsmyndighed, medmindre det er åbenbart, at oplysningerne kan udleveres eller nægtes udleveret, i almindelighed indhente en udtalelse fra vedkommende internationale organisation eller fremmede land med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt oplysningerne kan udleveres.

En forvaltningsmyndighed kan således ikke meddele afslag på en anmodning om aktindsigt med henvisning til, at myndigheden ikke har kendskab til, hvorvidt de omhandlede dokumenter er tilgængelige i vedkommende internationale organisation eller fremmede land.

Efter bestemmelsen i stk. 2 kan retten til aktindsigt udover de i stk. 1 nævnte tilfælde begrænses i det omfang, det er nødvendigt til beskyttelse af væsentlige hensyn til rigets udenrigspolitiske interesser m.v., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer. Denne bestemmelse er identisk med bestemmelsen i den gældende lovs § 13, stk. 1, nr. 2, og det er fortsat en betingelse for at undtage oplysninger efter bestemmelsen, at der er en nærliggende fare for, at rigets udenrigspolitiske interesser m.v. vil lide skade.

Omfattet af stk. 2 er bl.a. de tilfælde, hvor navnlig ministerier indbyrdes udveksler dokumenter og oplysninger i forbindelse med sager, der har en udenrigspolitisk karakter. Det kan eksempelvis være Udenrigsministeriets videresendelse til Statsministeriet af indberetninger, som Udenrigsministeriet har modtaget fra de danske ambassader i anledning af en konkret sag af international karakter.

Det er – i modsætning til bestemmelsen i stk. 1 – en betingelse for at undtage oplysninger efter stk. 2, at der er en nærliggende fare for, at rigets udenrigspolitiske interesser m.v., herunder forholdet til andre lande eller internationale organisationer, vil lide skade. ”

Jeg henviser til lovforslag nr. L 144 af 7. februar 2013 om lov om offentlighed i forvaltningen, s. 103 ff. Lovforslaget kan læses på Folketingstidende.dk, samling 2012-13, tillæg A.

I ombudsmandens udtalelse af 24. marts 2017 (sag nr. 16/05556 – som kan findes på www.offentlighedsportalen.dk) fandt ombudsmanden ikke grundlag for at kritisere, at Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet efter offentlighedslovens § 32, stk. 2, havde meddelt delvist afslag på aktindsigt i ministeriets dokumenter mv. vedrørende Udlændinge-, Integrations- og Boligudvalgets studietur til Australien og Nauru. De australske myndigheder havde oplyst ministeriet, dels at al korrespondance med de australske myndigheder om det nævnte folketingsudvalgs studietur var udvekslet under en forudsætning om fortrolighed, dels at relationen mellem Danmark og Australien ville kunne lide skade, hvis korrespondancen blev udleveret. Ministeriet havde på den baggrund vurderet, at der var en nærliggende risiko for, at Danmarks fremtidige samarbejde med Australien på udlændingeområdet ville lide skade, hvis de pågældende oplysninger blev udleveret.

I lyset af ovenstående og på baggrund af min gennemgang af sagens akter har jeg ikke grundlag for at kritisere myndighedernes vurdering af, at de dokumenter, som du ønsker, kun undtages fra aktindsigt efter offentlighedslovens § 32. Jeg har lagt vægt på det, som myndighederne har anført om baggrunden for undtagelsen af de pågældende dokumenter. Jeg kan heller ikke kritisere myndighedernes vurdering efter meroffentlighedsprincippet.

Jeg er enig med myndighederne i, at den lange sagsbehandlingstid er beklagelig.

Med venlig hilsen

for ombudsmanden

Områdechef Jacob Christian Gaardhøjes underskrift

Kopi til orientering:

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Lægemiddelstyrelsen